KØNSMODENHED HOS KAT
KØNSMODENHED HOS KATTE
Katte har stærke kønsdrifter og to katte kan hurtigt blive til rigtig mange killinger. Dyreklinikker og internater får desværre indleveret alt for mange killinger, som er blevet tilovers og forladt. Den ansvarlige katteejer tager stilling til neutralisation af egen kat! Spørg din dyrlæge til råds, omkring den bedste løsning for netop din kat.
LØBETID
Der er stor forskel på, hvornår katte bliver kønsmodne, men de fleste katte bliver kønsmodne allerede, når de er et halvt år gamle. Hvornår katten bliver kønsmoden afhænger af race, årstid og kattens sundhedstilstand. Avlssæsonen for en hunkat starter ofte i januar/februar og løber til september/oktober. I hele denne periode har hunkatten regelmæssige løbetider og kan blive drægtig i hele sæsonen. Hunkatten kan godt nå at få flere kuld på et år. I vinterperioden har de fleste katte pause og kommer ikke i løbetid.
TEGN PÅ LØBETID HOS HUNKAT
Det er forskelligt, hvordan hunkatten udtrykker, at den er i løbetid, men naboens hankat er aldrig i tvivl! Typisk bliver hunkatten meget kontaktsøgende og kælen og hun løfter halen markant og skyder ryg, hvis man klør hende på ryggen. Nogle katte miaver/kalder mere. Hunkatten bløder ikke, som f. eks. hunden gør. Er du i tvivl om kattens ændrede adfærd skyldes løbetid eller om den måske er syg, er det en god idé at kontakte din dyrlæge
TEGN PÅ KØNSMODENHED HOS HANKAT
Den kønsmodne hankat tiltrækkes kraftigt af hunkatte i løbetid og første tegn vil ofte være, at han begynder at strinte med stærkt lugtende urin. Han strejfer pludselig mere omkring for at afpatruljere og afmærke sit territorium, og særligt også omkring hunkattens bopæl. Andre hankatte tiltrækkes også og derfor er risikoen for slagsmål mellem ikke-kastrerede hankatte høj. Udover skader efter slagsmål øges risikoen for smitte med diverse virus- og bakterieinfektioner mellem katte. Stressniveauet stiger for en hankat, der ikke er kastreret, og nogle hankatte slikker sig ekstremt meget, så de bliver hårløse flere steder.
STERILISATION/KASTRATION
Har man ikke ønske om at få killinger, anbefales det på det kraftigste at få katten neutraliseret. Hos hunkatten kalder man det for sterilisation og her får katten fjernet begge æggestokke og evt. også livmoderen. Hankatten bliver kastreret og dette indebærer fjernelse af testiklerne. Begge indgreb kræver fuld narkose og derfor er det vigtigt, at katten er fastende, når den møder ind på klinikken. Typisk afleverer man sin kat på en dyreklinik om morgenen og så kan den komme hjem igen samme dag om eftermiddagen.
STERILISATION ELLER P-PILLER
Katte kan få p-piller, som forebygger, at de kommer i løbetid og bliver drægtige. Ønsker man mulighed for at få killinger på et senere tidspunkt, kan p-piller være en fin løsning, men der er øget risiko for bivirkninger, hvis man vælger at give den p-piller over lang tid. P-piller er receptpligtige og derfor kræves det, at dyrlægen har kendskab til katten for at kunne udlevere dem. Økonomisk er der ikke meget at spare i det lange løb i forhold til sterilisation, som jo er en permanent løsning. Snak med din dyrlæge om, hvad der vil være bedst for din kat.
Tænk over at få øretatoveret din kat, når den alligevel er bedøvet i forbindelse med neutralisering.